Brexitmandat uden DF

Morten Messerschmidt: Ingen indeksering, intet mandat fra DF. Foto: Fagpressen.eu

Dansk Folkeparti holder fast i Remain-aftalens indeksering

Af Claus Djørup
Dansk Folkeparti har den forkastede genforhandlingsaftale (Remain-aftalen) som betingelse for at støtte Danmarks og EU’s forhandlinger med Storbritannien om det fremtidige forhold mellem EU27 og det udtrådte medlemsland.

Det blev afvist ved europaudvalgets mandatgivning bag lukkede døre torsdag 6. februar, konstaterer EU-ordfører Morten Messerschmidt (DF) selv.

Det handler bl.a. om indeksering af børneydelser, optjeningsprincipper for vandrende arbejdstagere, EU ikke skal udvikle sig til en social union samt mere indflydelse til nationale parlamenter, som er indeholdt EU’s aftale med daværende premierminister David Cameron, som blev forkastet ved den britiske folkeafstemning den 23. juni 2016.

– Jeg stillede som betingelse for at give mandatet, at regeringen skulle rejse det i (minister)rådet, at den aftale, man oprindeligt tilbød Cameron, skal man tage op af skuffen igen for at imødekomme den utilfredshed med EU, der er i mange lande. Det sagde regeringen kategorisk nej til, og så kan jeg ikke støtte mandatet, siger Morten Messerschmidt.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har opbakning fra hele folketinget – altså bortset Dansk Folkeparti – til sit fortrolige mandat til EU’s forhandlinger med Storbritannien om det fremtidige forhold.

De forhandlinger skal føre til en aftale, der gælder fra 1. januar 2021, når den igangværende overgangsperiode er udløbet.

– Vi er alle enige om, at under de omstændigheder, der er givet af briterne, skal vi finde en så god aftale som muligt for Danmark. Der er især udfordringer i forhold til fiskeriet. Den bekymring tager vi alle alvorligt, siger Morten Messerschmidt om det generelle.

Liberal Alliance er ikke medlem af europaudvalget, men partiet støtter i almindelighed regeringens mandater.

Ekstra tidspres i fiskeriforhandlinger
Fiskeriet spiller en særlig rolle både på grund af tidspres og betydning.

– På fiskeriområdet forventer vi vanskelige forhandlinger, da en fiskeriaftale skal indgås inden juli 2020 for at tillade fiskeri i britisk farvand fra årets start, fastslår fiskeriminister Mogens Jensen (S). Han inviterer folketingsmedlemmer til en fortrolig briefing den 27. februar om fiskeriforhandlingerne mellem EU og UK.

Storbritannien erklærer sig som kyststat
Færøerne og Storbritannien har allerede indledt fiskeriforhandlinger for 2021, skriver Det Færøske Nyhedsbureau.

Storbritannien vil meddele, at landet er en kyststat i forhold til pelagisk fiskeri. Det kan komplicere efterårets forhandlinger om fiskekvoter i Nordatlanten.

– Vi har fået et godt samarbejde med britiske myndigheder på fiskeriområdet. De har henvendt sig til os med en forespørgsel om at indlede forhandlingerne, og selvfølgelig er vi klar til det, siger landsstyremand for fiskerianliggender Jacob Vestergaard til færøske medier. (Dj/090220)

© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.

Comments are closed.