17 lande udvander forslag til strammere regler for svinetransporter


FØDEVAREMINISTEREN SATSER PÅ UDDANNELSE OG AREALKRAV VED SVINETRANSPORTER
Alternativet: Venstre-minister burde gøre mere for dyrevelfærd
Enhedslisten: Forhøj bøder som EU-kommissionen anbefaler
Minister: Realtidskontrol af kørselsdata kan ikke erstatte kontrol af returlogbogen

Af Claus Djørup
De to nederste partier på stemmesedler – Enhedslisten (Ø) og Alternativet (Å) – køber ikke fødevareministerens fortælling om de meget vanskelige forhandlinger om transport af levende dyr i EU, hvor et stort flertal vil noget ganske mindre og andet end den danske regering.

Det gjorde ikke indtryk på Helene Brydensholt (AL) og Søren Egge Rasmussen (EL) i et åbent udvalgsmøde onsdag 19. november om snyd og mangelfuld kontrol af lange svinetransporter ud af landet, da fødevareminister Jacob Jensen (V) ønskede, at han kunne invitere dem ind i ministerrådets forhandlingslokale, hvor han satser på arealkrav og uddannelse i forbindelse med svinetransporter.

Det er ikke sikkert, at forhandlingerne om en ny dyretransportforordning ender med et kompromis mellem ministerrådet, EU-parlamentet og EU-kommissionen. Selv fik han mandat i europaudvalget 20. juni (mandat #4 ) til at stemme nej, hvis niveauet for dyretransporters tidsgrænser ligefrem sænkes.

– Det kan godt være, at vi har et progressivt synspunkt og at nogle i Folketinget ønsker, at vi skulle være endnu mere progressive, men jeg lever i den politiske reelle verden, hvor 17 medlemslande markerer, at de gerne ser, at vi går i den modsatte retning, siger Jacob Jensen.

Uddannelse og plads
Han advarer mod at stille sig så ambitiøst angående transporttider, at Danmark de facto melder sig ud af forhandlingerne. Det gælder om at se den samlede pakke for transport af dyr, herunder de stresskabende omlastninger. En time til eller fra er ikke afgørende.

– Derfor fokuserer jeg på der, hvor vi kan gøre en forskel blandt andet i forhold til de medarbejdere, der håndterer dyrene, og arealkrav under transporten, fortsætter Jacob Jensen.

Han sporer fremdrift i de tekniske forhandlinger på nogle af de elementer, som det danske EU-formandskab arbejder for om indhold og kvalitet af transport, nemlig uddannelse og arealkrav.

Ingen tillid til Venstre
– Jeg har ikke tillid til, at en Venstre-minister gør nok for dyrevelfærden. Selvfølgelig kan regeringen gøre mere. De lægger slet ikke det pres, som de kunne i det forhandlingslokale. Det er lidt tomme ord, siger Helene Brydensholt, Alternativets fødevare-, landbrugs- og dyrerettighedsordfører.

– Det er et velkendt argument, at vi ikke skal prøve at gå efter den højeste standard, når de andre lande har dårligere dyrevelfærd. Det er noget vrøvl. Hvis Jacob Jensen og regeringen virkelig mener, at de kæmper for ordentlig dyrevelfærd, så er det da den politik, de skal fremføre i EU. De skal da ikke sænke ambitionsniveauet, bare fordi de har indtryk af, at de andre har et lavt ambitionsniveau, fordrer Helene Brydensholt.

Forhøj bøder, værdibøder
Enhedslistens landbrugs-, fødevare- og dyrevelfærdsordfører går mere konkret til værks. Søren Egge Rasmussen opfordrer regeringen til at udnytte transportforordningens muligheder for at forhøje bøder, så de tager udgangspunkt i transportens værdi. Ved gentagne overtrædelser skulle bøden fordobles.

-Det vil helt sikkert have en effekt. Regeringen lægger bare vægt på, at man samlet skal lave noget, der forbedrer dyrevelfærden i EU, men når man spørger til detaljer, vil regeringen ikke genere erhvervet, siger han.

Han kritiserer også kontrollen af logbøger for at være ineffektiv, som Dyrenes Beskyttelse har afdækket i en kørsel, hvor et samlested i Italien blev angivet som destination, selv om en udførlig kontrol ville afsløre, at det ikke var et sted, hvor man kunne slutfede grise.

Mette Thiesen (DD) kaldte grisetransporter for kørende fængsler.

Per Larsen (K) lægger større vægt på ensartethed i EU end nye, danske særregler.

Minister fastholder returlogbogskontrol
Dyrevelfærdsforeningen Grivita foreslår, at myndighederne får adgang i realtid til transportdata og temperaturdata, som transportørerne forpligtes til at sende til TRACES (Trade Control and Expert System).

Det ser Jacob Jensen ikke for sig. EU-kommissionens forslag til en ny transportforordning indeholder krav om, at vejtransportmidler skal være udstyret med et positioneringssystem, som kommunikerer med et informationssystem, som kan gøre data tilgængeligt for onlineplatformen TRACES, der bruges ved handel med dyr, fødevarer, foder og planter.

Dette system skal registrere køretøjets position med korte mellemrum og være funktionsdygtigt under hele forsendelsen fra afgangsstedet til bestemmelsesstedet. Der stilles således ikke krav om realtidsadgang, tilføjer Jacob Jensen i et udvalgssvar.

Desuden vurderer ministerrådets juridiske tjeneste, at man af hensyn til chaufførers ret til privatlivets fred og databeskyttelse ikke skal indsamle positioneringsdata om transporten ud over afgangssted, kontrolsteder, EU-udgangssted og grænseovergange mellem medlemsstater samt bestemmelsesstedet.

Endelig vil kontrol med realtidsdata forudsætte, at de nødvendige kontrolressourcer er til stede, selv om det er uklart, hvorvidt der kan gribes ind undervejs på en forsendelse, hvis der konstateres overtrædelser i realtid. Det gør sig i særlig grad gældende, hvis forsendelsen befinder sig i et andet land.

Der findes tillige områder områder uden netværksdækning, så realtidsadgang til data ikke lader sig gøre af tekniske årsager.

Bestemmelsessted
– Der vil fortsat være mulighed for at sanktionere ved returlogbogskontrol, hvis en forsendelse ikke er gennemført i overensstemmelse med reglerne, fastslår fødevareministeren.

Han bekræfter, at Danmark ønsker, at dyr skal befinde sig syv dage på et bestemmelsessted, før de igen kan transporteres, samt at en sammenbringningsvirksomhed ikke kan være et bestemmelsessted i logbogen. (Dj/231125)

Se også Maskinbladet og Transportmagasinet

© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.

Comments are closed.