Sverige afventer nordisk anbefaling om Færøerne og Grønland

Ulf Kristersson: Åben for kompliceret diskussion om Færøerne og Grønland

Af Claus Djørup
Færøernes og Grønlands ønske om en plads ved statsministrenes bord i Nordisk Råd er fulgt op af et støttebrev fra den danske statsminister til den svenske umiddelbart før Nordisk Råds session i Reykjavik 28.-31. oktober.

-Jeg håber, at Færøerne og Grønland slutter sig til os, næste gang vi står her, erklærede statsminister Mette Frederiksen (S) på de nordiske statsministre med samt Ålandsøernes landråds pressemøde tirsdag 29. oktober

-Vi talte om det på det nordiske råd i Reykjavik. Nu får vi afvente, hvilke beslutninger, der træffes på Nordisk Råd, indleder statsminister Ulf Kristersson (M) sit svar til Fagpressebureauet under et besøg med Mette Frederiksen i en børneinstitution i Husum onsdag 30. oktober.

– Hvis der kommer en rekommandation om, at ministerrådet skal se nærmere på spørgsmålet, så har jeg sagt, at så kommer vi til at se konstruktivt videre på det spørgsmål under det finske formandskab, fortsætter den svenske statsminister.

– Vi er helt åbne for at diskutere den sag, og så må det være i overensstemmelse med folkeretten, grundlove og mange andre sager. Det er ikke ukompliceret, men vi ser gerne på spørgsmålet, slutter Ulf Kristersson.

Dansk oplæg til ny Nordensaftale
-Det er ikke blot en mulighed, men en nødvendighed at ændre Helsingforsaftalen for at sikre, at alle otte lande kan sidde ved bordet. Jeg betragter os som otte lige partnere, sagde Mette Frederiksen på pressemødet i Reykjavik.

I det korte brev til sine fire nordiske kolleger skriver hun, at det er centralt for den danske regering, at det nordiske samarbejde er baseret på ligeværdighed mellem alle landene.

”Den danske regering støtter derfor, at Helsingforsaftalen ændres, således at Færøerne og Grønland kan opnå fuldt medlemskab, for så vidt det er foreneligt med Færøernes og Grønlands forfatningsmæssige status,” hedder det.

Grønland udebliver
Ifølge Grønlands public service-station KNR har Grønland og Danmark sammen lagt et forslag til en ændring af Helsingfors-aftalen.

Grønlands regeringschef, Múte Borup Egede (IA), gør det klart over for det grønlandske medie KNR, at ”en genoptagelse af deltagelsen for formanden for naalakkersuisut forudsætter, at der fremlægges konkret forslag til en ændring, således Grønland kan blive fuldgyldigt medlem.”

Færøerne truer med at følge Grønland
Tålmodigheden er ved at være opbrugt også i Tórshavn. Lagmand Aksel V. Johannesen (Javnaðarflokkurin/Socialdemokraterne) truer med at følge Grønlands eksempel og udeblive. I hvert fald sluttede han sin tale i Reykjavik med at fastslå, at ”enten er vi helt med, eller også er vi slet ikke med.” 

– Vores ønske er, at vi i fællesskab bryder det mønster, hvor de mindre lande i Nordisk Råd ikke er inddraget, når de store politiske beslutninger skal træffes. Hvis der ikke sættes handling bag ordene om det stærke fællesskab, mister Nordisk Råd sin værdi for Færøerne, sagde Aksel V. Johannesen.

Han sætter sin lid til, at forslaget om en revision af Helsingforsaftalen fra 1962 om nordisk samarbejde kan bane vejen for ligestillet deltagelse. (Dj/301024)

© Ophavsretsklausul: Fagpressebureauets artikler og billeder må kun anvendes, distribueres eller publiceres efter aftale. Dette gælder også de i artiklerne nævnte personer, institutioner og virksomheder.

Comments are closed.